Af denne artikel, kære URK’er, kan du lære, hvorfra dit behov for at redde verden udspringer, hvilken åbningsreplik du ikke skal bruge på din næste date, samt hvorfor vi i Ungdommens Røde Kors er så hamrende attraktive. Interview med Tor Nørretranders.

Af Morten Schoop, januar 2007

På en intim restaurant, i stearinlysenes skær, og lige efter en sofistikeret udredning af ligheden mellem Nietzsches og Kierkegaards eksistentialisme, lader du bemærkningen falde ”og så er jeg i øvrigt frivillig i Ungdommens Røde Kors”. Ikke alene betaler din date nu regningen, biografen og taxaen hjem. Du har med disse få, velvalgte ord signaleret din overmenneskelige styrke og velegnethed som potentiel partner. Du er ikke bare i stand til at klare det moderne ræs med uddannelse, arbejde og parforhold. Med dit frivillige engagement viser du desuden, at du har overskud og energi til lige at yde det mere for fællesskabet, end de fleste.

Biologisk lys over sagen
At det frivillige arbejde gør dig attraktiv som mage, er en biologisk kendsgerning, forklarer Tor Nørretranders:

”Man er i de senere år inden for biologien blevet opmærksom på, at det at være generøs er en måde at vise styrke på som individ. I stedet for at være påholdende og nærig og prale med alt det, man besidder, så kan man ved at være gavmild og stor i slaget vise, at man er stærk og har noget at byde på. For eksempel er det at hjælpe andre mennesker en måde, hvorpå man demonstrerer, at man er et individ med stærke ressourcer. Og det er attraktivt, fordi man derved får højere status i sin gruppe og får nemmere ved at tiltrække mennesker, som man gerne vil gøre indtryk på. Ikke mindst mennesker af det modsatte køn. Så frivilligt arbejde falder inden for en logik, der handler om, at måden at signalere styrke på er ved at ødsle med sine ressourcer. Og det bliver måske tydeligere og tydeligere i en verden, hvor det at have mange stereoanlæg og store biler bliver mere og mere trivielt. Der skal noget andet og mere til. Derfor er godgørenhed, social adfærd og næstekærlighed i dag det egentlige bevis på styrke”.

Frivilligt arbejde og påfuglehannens hale
I sin bog ”Det generøse menneske” taler Tor Nørretranders ligefrem om generøsitet som ”et selvvalgt handicap”. Et begreb, man bedst kan forstå ved at se på påfuglens imponerende fjerdragt:

”Logikken er den, at hvis du vil vise, at du duer til noget, så skal du udstyre dig selv med en besværlighed, som du viser du kan overvinde. På den led kan man for eksempel forklare, hvorfor påfuglehannen har så ekstravagante fjer, som den har. Det er jo nemt nok for enhver påfuglehan – og enhver han i det hele taget – at stille sig op og sige: ”Det er mig, der er den søde og intelligente, som du skal parre dig med”. Men det er påfuglehunnerne jo for kloge til at tro på. De forlanger, at hannen skal vise, at han er så god som han siger. Og det gør han så ved at pådrage sig et handicap, som halen er, og efterfølgende vise, at han er i stand til at overleve på trods af det. Det handler ikke om, at halen har en funktion eller er til nytte, men tværtimod at den er det modsatte. At den er til besvær for den, der har den. Et selvvalgt handicap er altså noget man tager på sig, på trods af man ikke behøver at gøre det. Det at lave frivilligt arbejde og hjælpe andre mennesker er således et eksempel på, at man påtager sig et handicap. Og ved at gøre det, viser man, at man har styrke og kraft nok til at tænke ud over dagen og vejen og det allermest banale. På den måde er frivilligt arbejde en måde, hvorpå man gør sig attraktiv for andre mennesker”.

Scor med Tor
Det er altså min status som URK’er, der gør mig helt igennem uimodståeligt charmerende. Imens jeg gik og troede, det var mit gode hjerte, viser det sig nu, at min biologi har spillet mig et puds. Men når det nu er sådan, hvorfor så ikke benytte sig af det? Hvorfor ikke profilere sig bedst muligt på sit frivillige arbejde? Med andre ord: Hvordan scorer jeg mest på, at være URK’er?

”Når det drejer sig om scoreteknik, hvad jeg ikke har meget andet end teoretisk forstand på (!), så tror jeg, det i sidste ende handler om udstråling. Hvis man er stolt af sin dag og går med ret ryg til tingene, fordi man synes, at det man gør, er i orden, så signalerer man også de rigtige ting. Og det er jeg overbevist om er et rigtig godt scoretrick. Men hvis man bruger det, at man lige har givet tusind kroner til Røde Kors som en konversationsstarter på en date, så er jeg ikke sikker på, at det virker. Man kan ikke på den måde eksplicit vise, at man udelukkende støtter godgørenhed for at opnå et bedre kurmageri. Det er ikke sådan, det fungerer. Det, det gælder om, er at stole på sin egen oplevelse af det, man laver. Det vil sige, at man skal holde fast i, at man gør det her, fordi man synes, det er det rigtige at gøre. Inden for videnskaben har man i de senere år opdaget noget dybt fascinerende, som man kalder glød. Når mennesker samarbejder og hjælper andre, så føler de en indre glød. Og den kan man faktisk måle via hjerneskanninger og på mængden af hormonstoffer i blodet, som en reel og objektiv størrelse, hvilket viser, at hvis man gør andre mennesker glade, så bliver man selv glad af det. Det er fuldstændigt banalt: Det gør godt at gøre godt. Så det bedste man kan gøre for sig selv, er at gøre noget godt for andre. Så bliver man selv glad og så kan andre mennesker også bedre lide én – det modsatte køn inklusive.

Bliv URK’er, hvis du ikke kan male
Det bedste scoretrick er altså at holde fast i illusionen om mit blødende URK-hjerte, hvilket jeg tilmed kan gøre med god samvittighed. Ikke alene gør mit frivillige arbejde mig mere attraktiv. Ved at følge min biologi er jeg rent faktisk med til at sikre en bedre verden – til glæde for mig selv og mine omgivelser. Men hvad med Tor Nørretranders selv? Hvad driver ham, siden han gør sig så stor umage med at skrive bøger og tilmed uegennyttigt bruger tid på at stille op til et interview til frank? Et spørgsmål, der ikke bliver mindre interessant af, at han bruger maleren Jens Jørgen Thorsens noget bramfrie udsagn: ”Jeg maler for at få fisse”, som indgangsbøn og motto for sin bog om det generøse menneske. Man kunne gå hen og få en mistanke om, at det er af samme grund, han skriver bøger?

”Jeg plejer at svare, at jeg skriver bøger, fordi jeg ikke kan male. Men mere alvorligt, så tror jeg, at Jens Jørgen Thorsen var tættere på at gennemskue sig selv end mange andre. Forstået på den måde, at han fuldstændigt skamløst turde sige det, vi andre godt ved. Det, som jeg også selv på alle mulige dannede måder prøver at tilsløre. Jeg vil jo gerne tro, at jeg skriver bøger, fordi jeg gerne vil være en art Robin Hood, som tager fra de vidensrige og giver til de vidensfattige – og det hænger sammen med det, vi talte om før, det med at stole på sin oplevelse af det, man laver. Jeg tænker jo ikke, når jeg sidder og skriver bøger, at jeg gør det, fordi det giver et eller andet seksuelt. Jeg gør det, fordi det giver mig en stor tilfredsstillelse at lave et godt stykke arbejde, og en stor tilfredsstillelse at lægge noget frem, som jeg kan se, at andre mennesker har glæde af. På det punkt tror jeg ikke, at det jeg laver adskiller sig synderligt meget fra det, I laver i Ungdommens Røde Kors”.

Det har han sikkert ret i, den gode Tor. Jeg kan i hvert fald næsten ikke vente til det bliver lørdag, så jeg kan komme ud og flashe det nye frank – diskret slået op på denne artikel, der bærer mit navn.