En sund hverdag
Vis på kort

En sundere hverdag er på skemaet, når frivillige fra Ungdommens Røde Kors hver uge laver sjove aktiviteter for børnene på Tovshøjskolen i Århus.

Af Laura Weber Nielsen, august 2007

”Hoşgeldiniz”, ”bienvenue”, ”velkommen”. En hilsen på den røde murstensvæg byder på 14 forskellige sprog nye gæster velkommen på Tovshøjskolen. Det er et internationalt miljø, hvor 96 procent af eleverne er tosprogede.
Trylleklub og boldspil er bare nogle af de mange forskellige projekter og aktiviteter, skolen byder på i løbet af en uge. Et af projekterne står URK-frivillige for.

Hver tirsdag danner skolen rammen om ”Chili-Klubben”. 12 børn og otte frivillige er tilknyttet URK-projektet, som går ud på at give skolens 3. klasser bedre kost- og motionsvaner. De skifter hver uge mellem at være i køkkenet og i gymnastiksalen. Men i dag bliver der tid til begge dele.

Idræt får folk til at snakke
”Alle mine kyllinger kom hjem,” råber Gitte Laursen nede fra den ene ende af gymnastiksalen. Hun er en af de frivillige, som er på projektet i dag. Gitte Laursen læser idræt på andet semester på Århus Universitet og valgte projektet, fordi det giver mening for hende.

”Idræt er godt at bruge i integration. Det er en god måde til at få folk til at snakke på,” forklarer hun.
Børnene leger forskellige lege, der med grin og smil får sveden frem på panderne. Men det er ikke alle legene, der fanger interessen hos børnene. Ines på ni år gider ikke være med til 'guldfisk og hajer'.

”Jeg er altså ikke nogen fisk,” påpeger hun og sætter sig uden for banen, indtil de skal spille rundbold. Mange af skolens andre børn kommer ned og kigger, mens børnene leger. De er interesserede, men Chili-Klubben er kun for en specielt udvalgt gruppe børn på tredje klassetrin.

”Alle fra klassen vil gerne bytte timer, så de kan komme ind og prøve Chili-klubben. De er misundelige,” forklarer Ines. Hun er en af klubbens faste medlemmer.

Kræver særlig baggrund
Klubnavnet har børnene selv fundet på. De lod sig inspirere af nogle tegninger og efter afstemning, blev de til Chili-Klubben. ”Hovedmålet med "Chillierne" er at give børnene sunde oplevelser - sjove lege og mad der smager godt og giver energi,” forklarer Caroline Christiansen. Hun er projektansvarlig for Chili-Klubben. Caroline Christiansen er uddannet klinisk diætist og læser pædagogisk psykologi.

De frivillige på projektet har alle en baggrund inden for kost eller motion. Det er noget nyt for URK-projekterne. Normalt kan man blive frivillig uden nogle særlige forudsætninger. Men lige netop hos ”Chilierne” er uddannelsen vigtig. De fleste tilknyttede var derfor ikke medlem af URK før projektet. De blev hvervet gennem uddannelsernes interne mailsystemer. Chili-Klubben har eksisteret tre måneder, og alle de frivillige har været med fra starten.

Dårlige motionsvaner
Når børnene ikke er i gymnastiksalen, er de i køkkenet, og det er helt klart favoritdisciplinen.
Da pigerne finder ud af, at de i dag skal dyrke sport, stamper de i jorden og surmuler.

”Nej, vi vil hellere lave mad,” mugger de. Da Gitte Laursen fortæller dem, at de i dag også skal lave mad, hopper og danser de af glæde og råber ”hurra”. Men de frivillige mener, det er særligt vigtigt at få pigerne til at løbe og hoppe. ”Piger af anden etnisk herkomst end dansk dyrker markant mindre sport end danske piger. Og det kan man godt mærke på dem,” fortæller Gitte Laursen.

Sunde børn
Skolekøkkenet er et klassisk hjemkundskabslokale og leder tankerne hen på indretning i 70’erne. Karrygule skabe, mørkebrune køkkenborde og grønne radiatorer. Gitte Laursen og Lene Bøjlund, en anden URK-frivillig, har planlagt maden i dag. De skal lave ”sunde børn”. Det er brød, grøntsager og pålæg anrettet, så det forestiller et menneske.

”Er rejeosten halal-slagtet?,” råber et af børnene. En frivillig trækker på smilebåndet og forsikrer ham om, at alt er halal-slagtet. Børnene går i gang med deres ”sunde børn” med stor entusiasme. De skræller gulerødder, smører brød og drysser med rosiner. Men det er ikke altid lige let:

”Hvordan får man det til at sidde sammen? Er der noget superlim, der smager af frugt?,” spørger Ines på ni år. Retterne i køkkenet er sunde og varierede. Børnene har ud over ”sunde børn” blandt andet lavet brød, minipizzaer og grøntsagssuppe med de frivillige.

Succesoplevelser
Chili-Klubben skal åbne børnenes øjne for sunde kost- og motionsvaner. Men det skal samtidig sikre dem nogle succesoplevelser, de måske ikke kan få gennem de boglige fag. ”Børnene har nogle specielle kulturelle og traditionsbundne færdigheder i et køkken,” forklarer Caroline Christiansen. Det kan motivere børnene på en helt ny måde, når de ikke kun bliver hørt i læsning, skrivning og matematik.

Men det er ikke kun børnene, der oplever projektet som en succesoplevelse. De frivillige er også glade for at være med, og flere af dem kunne godt tænke sig at blive ved med at være tilknyttet. ”Det er megaskægt! Konceptet og strukturen er ret god, og det er tidsmæssigt overskueligt at være frivillig,” siger Caroline Christiansen.

Dagen er ved at være slut. Børnene har leget, spist og vasket op. ”Gå så med jer, nu gider vi ikke se mere på jer,” siger en frivillig med et smil. ”Betyder det, vi ikke må være med i Chili-Klubben mere?,” spørger en dreng forskrækket. Men det gør det ikke, Chili-Klubben er kommet for at blive.

NB. Chilli-klubben eksisterer ikke mere. Til gengæld har Ungdommens Røde Kors opstartet madklubber, hvor børn og unge lærer om sund kost og glæden ved at lave mad sammen. Læs mere om madklubberne.

Denne artikel er tagget med:

Bøgeskovens festligste bod

En flok frivillige fra URK Århus tog igen i år til Skanderborg og var med til at gøre Smukfest endnu sjovere for en masse festivalgæster med de mange tilbud, URK-boden bød på. Gummistøvler, genbrugstøj og børnetatoveringer hittede hos festivalgæsterne.

Læs mere her

Den sidste hjælpende hånd

I mentorprojektet Connect hjælper frivillige fra Ungdommens Røde Kors udsatte kvinder med at komme trygt ind i en sikker og fornuftig tilværelse. Projektet havde en hård opstart i URK Århus, men visheden om, at det hele gav mening, troen på en lysere fremtid og ambitionen om at gøre en forskel holdte sammen på projektet.

Læs mere her

Et fabelagtigt legeland

Hver sommer fyldes bøgeskoven ved Skanderborg med flis, boder og musik. Både unge og gamle deltager i Danmarks Smukkeste Festival den anden weekend i august – og Ungdommens Røde Kors deltog også, med en hyggelig genbrugsbod.

Læs mere her

Idræt i Jordans gader

Ungdommens Røde Kors har i samarbejde med Jordansk Røde Halvmånes ungdomsafdeling holdt et seminar i en lille by udenfor Amman i Jordan. Rasmus fra Sundhed- og idræt var med. Han introducerede nye lege og aktiviteter som inspireration til flere aktiviteter i de jordanske lokalafdelinger.

Læs mere her

Frihed til fællesskab

I Filmklubben mødes tidligere misbrugere til hygge, snak og en tur i biografen. Filmklubben er en del af Den Fri – en aktivitet, som støtter netværksskabelse og socialt samvær mellem tidligere misbrugere.

Læs mere her

Dobbelt op på blåbær

Ungdommens Røde Kors' madklub i Århus giver børn i lokalområdet mulighed for at lave aktiviteter med fokus på sundhed. Brugerne af madklubben får en forståelse for vigtigheden i at lave mad i fællesskab og lærer at lave sund og ekstremt lækker mad.

Læs mere her