Det skal være trygt at færdes på Nørrebro
Vis på kort

Mens banderne skyder i gaderne og tilhængere på begge fronter skyder på hinanden med skarpe og hadefulde tunger på facebook, vandrede mellem 300 og 500 mennesker, bevæbnet med balloner, gennem de gader på Nørrebro, der på det seneste har dannet kulisse til flere skudepisoder.

Af Helene Zitawi, marts 2009

”Det er kommet tæt på!” Sådan var den gennemgående følelse blandt demonstranterne i det optog som Ungdommens Røde Kors, på blot to dage, havde stablet på benene. Ønsket var ”våbenfri gader” og midlet som de fleste så, var ”langsigtede socialt forebyggende tiltag”. Demonstrationen startede fredag eftermiddag den 6. marts på Sankt Hans Torv, og voksede sig større efterhånden som slangen bevægede sig gennem den rolige aften på Nørrebros gader – eskorteret af politiet.

De mange farvede balloner, der svævede over optoget, understregede, at der var tale om en fredelig demonstration, og at børn er en af de centrale grupper af ofre, for den uro der hersker på Nørrebro. Trods den alvorlige sag, udtrykte demonstranterne glæde over initiativet, der gav dem en mulighed for at gøre opmærksom på deres harme og store bekymring.

Tre budskaber
Budskaberne fra URK og demonstranterne var stort set de samme – og der var tre grupper af modtagere, med politikerne i spidsen. Beslutningstagerne skal vide, at det er de langsigtede sociale tiltag på gaden og i klubber, der skal til. Som en demonstrant udtrykte det:

”Bandepakke med højere straffe duer ikke – vi har vidst gennem mange år, at det der er brug for, er en social indsats - en indsats overfor børn, der har det svært”.

Flere demonstranter byder dog mere politi på gaderne velkommen – det giver en vis tryghed. Mere kontante straffe for at bære våben blev også nævnt som en forventning til politikerne. De to andre budskaber henvendte sig på den ene side til borgere generelt, og særligt på Nørrebro, der skal vide, at der er nogle der bakker op om dem - at de ikke står alene, og på den anden side til våbenbærerne, der meget gerne må føle, at deres medborgere ikke synes, at det er i orden at skyde i gaderne. Der er en masse mennesker udenfor bandernes rækker som bliver ramt af det her – i bogstaveligste forstand - af en kugle, eller ved den ændrede adfærd på Nørrebro, som mange af demonstranterne udtrykte, at de er begyndt at have. Nogle holder sig helt fra bydelen, hvis de kan.

Ungdommens Røde Kors er en del af løsningen
URK’s klubber på Nørrebro lukker ikke! Spørger man URK’s landsformand Mads Espersen - som i øvrigt betegner det der sker på Nørrebro som ’surrealistisk’ - så vil URK ikke bukke under for presset: ”der er et stærkt signal i, at vi holder åbent og ikke lader os skræmme”. Landssekretær Rasmus Grue Christensen mener heller ikke, at børn og unge skal blive yderligere ofre for volden og truslerne ved at fritidstilbud lukkes. 

”Konsekvenserne af skyderierne på Nørrebro rammer lige i hjertekulen af det vi laver, fordi de unge bliver endnu mere sårbare. De er ofre lige nu. Vi hører masser af børn udtrykke til pressen, at de er utrygge”, udtaler Rasmus. Derpå peger han på, at URK er en del af den langsigtede løsning: ”Vores tilbud kan være med til at forebygge, at de sårbare børn og unge havner i den her slags kriminalitet”.

Flere positive udslag
Pressearbejdet har været intensivt, og demonstrationens eksistens nåede vidt og bredt til både lokale og landsdækkende, skrevne og elektroniske medier. Demonstrationen og den opmærksomhed, den har været omgivet af, har også bragt URK i tale, siger formand Mads.

”Vi er allerede blevet inviteret til borgermøde omkring skyderierne som en direkte konsekvens af demonstrationen”.

Måske har demonstrationen også været med til at give nogle af demonstranterne den idé, at frivilligt arbejde er en del af løsningen.

”Ja, helt sikkert – jeg vil gerne være med i noget frivilligt arbejde - måske være med til at bygge en klatrevæg” lød det nogenlunde fra en far i demonstrationen, der i øvrigt også gerne ville vise sine børn, at en demonstration er en måde at sige sin mening, på en fredelig måde. En anden demonstrant havde i forvejen overvejet at gøre noget frivilligt og få hevet flere unge mennesker ind i klubberne, og URK kunne bestemt godt være et sted, hvor det frivillige arbejde blev udfriet.

Denne artikel er tagget med:

Man sætter da ikke børn i fængsel!

Eller gør man? Ungdommens Røde Kors satte børn i fængsel og indsamlede underskrifter for at markere modstanden mod nedsættelsen af den kriminelle lavalder.

Læs mere her

Alle børn har ret til fællesskab

Ungdommens Røde Kors var medarrangører af festdag, hvor hundredvis af børn mødte op for at markere deres ret til fællesskab.

Læs mere her