Det er cirka middag, solen står ikke særligt højt på himlen og stik imod forventningerne er her ikke særlig koldt. Claus har været et smut i Grønland.

Af Claus Milo, maj 2010

Minderne presser sig hele tiden på, selv om det er over tre måneder siden jeg stod på trappen af flyveren. Jeg står på trappen til det lille DASH-7 fly der har fløjet os fra Kangerlussuaq til Nuuk og om lidt træder jeg ned på det land, jeg har set lysbilleder af, siden jeg var helt lille.

Grønland er et land jeg har hørt om, læst om og set billeder af. Men nu er jeg her. Her er helt anderledes, end jeg havde forventet.. Der er ikke rigtig noget sne eller is og temperaturen er højere end hjemme i Danmark. Folk smiler og er meget imødekommende.

Mødet med Grønland
I flyet til Nuuk har jeg siddet ved siden af Pia. Vi faldt i snak og jeg fandt tilfældigvis ud af, at hun er frivillig i Røde Kors’ genbrugsbutik her i Nuuk. Da jeg spurgte hende, hvordan jeg lettest kom ind til byen, tilbød hun straks, at jeg kunne køre med, når hendes mand kom og hentede hende.

Som en del af Grønlandsgruppen under Internationalt Udvalg var jeg blevet sendt til konferencen ”At løfte i flok” i Nuuk. Udover at få læst op på konference materialet og søgt baggrundsstof på de forskellige organisationer, havde jeg kun lige netop fået købt nye støvler og ”Rejsen går til Grønland”. Men Grønland tog godt imod mig

”At løfte i flok” handlede om at koordinere og dele sin viden på børne- og familieområdet. Men den handlede også om, hvordan man kan lette arbejdet mellem hjemmestyret, kommunerne, erhvervslivet og de frivillige tiltag og organisationer.

Konferencen gav en masse nyttig baggrundsviden, og hele opholdet gav mig mulighed for at møde nogle af de seje, inspirerende, uafhængige og dejlige mennesker, som Grønland er befolket med.

Alle kender alle
Den fornemmelse fik jeg virkelig, da jeg var med Kirsten fra Grønlandsk Røde Kors rundt for at sætte plakater op. Som noget af det sidste skulle vi hænge plakater op på hospitalet i Nuuk, og da vi stod ved opslagstavlen var der en i skranken der sagde ”Undskyld er det ikke dig fra Røde Kors?”

Jeg bed ikke stort mærke i det, for jeg var ved at sætte en plakat op og vidste at Kirsten for nylig havde været i lokal-tv. Men det viste sig, at det rent faktisk var mig der blev talt til…

Bag disken stod Stine, en af de frivillige, som var med til at opstarte Grønlandsgruppen, men som tog til Grønland kort tid efter og ikke havde mulighed for at fortsætte i gruppen. Et dejligt gensyn langt væk hjemmefra!

What now?
Siden da har vi i Grønlandsgruppen arbejdet på at færdiggøre et arbejdspapir til Grønlandsk Røde Kors, som beskriver, hvordan vi foreslår, at man opstarter en ungdomsafdeling af Grønlandsk Røde Kors.

Inden sommerferien regner vi med at have arbejdspapiret færdigt og samtidig være godt i gang med at planlægge hvilke aktiviteter, der kan opstartes i Grønland og hvor.

Lige nu står vi overfor, at vi skal i gang med et nyt kapitel af projektet, og derfor står vi også overfor nye og flere opgaver. Så hvis du har en gemt grønlandsfarer i maven, kontakt endelig Grønlandsgruppen for der er plads til alle.

Læs om Grønlandsgruppen.