På gaden kan man intet se. Men i kældergangene under boligkarréen i Rovsingsgade summer det af aktiviteter. Ligesom det gør på Blågårdsplads. Det er her to af URK's lektiecaféer for børn på Nørrebro – Aldersrotten og Rabarberland – holder til.

Af Karen Wind, maj 2007

Regnestykker og sammensatte navneord er på dagsordenen, når mellem fem og tyve skoleelever et par gange om ugen mødes i Aldersrotten og Rabarberland. Stederne er drevet af en gruppe frivilliges glæde ved at hjælpe børn, der har behov for det.

”Jeg bor i Blågårdsgade. Det giver et socialt ansvar. Jeg er frivillig, fordi jeg har resurserne og for at være et symbol på, at vi danskere ikke er racistiske, som mange af børnene tror. Jeg vil gerne aktivt modarbejde den politiske tone,” siger Ulf Kyben, som er frivillig i Rabarberland og synes det er rart at kende sin nabo.

Vi spurgte nogle af børnene i lektiecaféen Aldersrotten, hvorfor de kommer i lektiecaféen:

Manaar, 8 år
"Fordi jeg har lektier for, og de er svære. Jeg laver alle mine lektier her."

Reem, 14 år
"For at få hjælp til lektierne, for min mor og far kan ikke så godt hjælpe mig. Det er mest de svære lektier, som jeg ikke kan forstå, jeg får hjælp til. Det er fysik, geografi og matematik. Og nogle gange biologi."

For nogle af de andre frivillige er motivationen, der får dem op på cyklen og hen til børnene i lektiecaféen et par gange om ugen, den simple grund, at det er sjovt. Og at se, når børnene rykker i deres læring.

Visionen: Hvad lektiehjælpen skal være for børnene
Hos både Aldersrotten og Rabarberland er der klare ønsker om, hvad det er for et sted, de vil skabe, og hvad børnene skal have ud af det. Og det er først og fremmest hjælp til lektierne. For den hjælp kan de færreste af børnene hente derhjemme.

At kombinere klubaktiviteter med lektielæsning kan være svært at administrere, mener de frivillige i både Rabarberland og Aldersrotten. De, der gerne vil læse lektier, bliver nemt forstyrret, og de frivilliges krudt går hurtigt på andet end lektiehjælp.

For at kunne give børnene den ro og den hjælp, de gerne vil have, holder Rabarberland hårdt på, at det er en lektiecafé og ikke en klub. Men i Aldersrotten forsøger de alligevel at kombinere de to. ” Vi er primært en lektiecafé. Men vi forsøger også at være en klub. Vi vil gerne være nogle voksne, som børnene føler, de kan komme og snakke med. Der er lektiehjælp på børnenes skoler, men det er hos os, de kommer. Det er formentligt, både fordi det er her, de bor, men netop også fordi vi tilbyder nogle rammer, som er andet og mere end skolen,” fortæller Nikolaj Rasmussen, frivillig i Aldersrotten.

Frivillige og børn mødes på anden grund
For at skabe et endnu bedre forhold mellem de frivillige og børnene skal hverdagen engang imellem brydes og stå på noget helt andet end lektier. Derfor tager de frivillige i Aldersrotten én gang om måneden børnene med på en tur. Sidst gik turen til Experimentariet. Svømmehallen og cirkus er også på tapetet.

” Idéen bag turene er at have mere tid sammen med børnene. At skabe mulighed for at snakke om andet end lektier. Og så er det sjovt at vise dem forskellige ting og give dem nye oplevelser,” siger Nikolaj Rasmussen.

I Rabarberland har de planer om at gøre Aldersrotten det efter og arrangere lignende ture for børnene. ” Vi vil gerne lave noget andet med børnene end lektier og lære hinanden bedre at kende. Så vi for børnene også er søde og sjove og ikke kun hjælpsomme, når det gælder lektier,” siger Mieke Bernth-Andersen, der også er frivillig i Rabarberland.